08.02.2024

1 million rejsende i vinterferien

Fredag begynder vinterferien for mange danskere og sydsvenskere. Det betyder ekstra travlhed i Københavns lufthavn. I den kommende weekend og de store vinterferieuger vil flere end 1 million passagerer rejse gennem lufthavnen.. 

Thailands sol og kridhvide strande lokker. Det samme gør Alpernes sne og kilometer lange pister. Vinterferien står for døren, og det giver travlhed i Københavns Lufthavn med omkring 1,1 million passagerer de to kommende uger. Alene i denne weekend skal 200.000 passagerer gennem lufthavnen.

 

”Der er fuldt tryk på rejseglæden, hvad enten det er ski- eller solferie. Vi forventer flere end 1 million rejsende i vinterferieperioden, hvilket er omkring 10 procent flere end sidste år. Det er det højeste antal rejsende i vinterferien siden corona. Vi glæder os til at tage mod de mange passagerer og sende dem godt afsted”, siger Lise Agerley Kürstein, Kommunikations- og Pressechef i Københavns Lufthavn.

 

Kom til tiden
De mest populære skiferielande med fly fra København er Schweiz, Italien og Østrig. Spanien er det mest besøgte solrejsemål i Europa, mens Thailand er favoritten uden for Europa.

 

”Vi opfordrer til, at man kommer til lufthavnen i god tid. Det vil sige to timer før afrejse, hvis man skal inden for Europa og tre timer inden, hvis man skal længere væk. Hvis man har mulighed for det, er det en god ide, at checke ind hjemmefra, og gøre brug af de mange selvbetjeningsløsninger, vi har i lufthavnen”, siger Lise Agerley Kürstein, kommunikations- og pressechef i Københavns Lufthavn.

 

Der er gode råd og rejsetips på cph.dk eller i lufthavnens app, hvor man også kan planlægge sin tur gennem lufthavnen og holde sig orienteret om sin rejse.

 

Lufthavn under forandring
De fleste passagerer, der rejser gennem Københavns Lufthavn, vil i den kommende tid opleve en lufthavn under forandring. Terminalområdet mellem Gates B og C bliver udvidet, så der i fremtiden bliver mere plads til de rejsende men også flere butikker, spisesteder og en større bagageudlevering.

 

”Mens byggeriet er i gang, vil en del af shoppingcenteret være lukket af, men vi sørger for at byggeriet medfører så få gener for passagererne som muligt. Vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen for de mange passagerer, der rejser gennem lufthavnen endnu bedre. Som en del af ombygningen er der åbnet et nyt indbydende område med spisesteder mellem gates B og C, hvor man kan få alt fra smørrebrød, sandwich og burgers til kaffe, kage og juice”, siger Lise Agerley Kürstein.

 

Dele af det nye terminalområde vil stå klar i 2026, mens det endelige byggeri er færdigt i 2028.